I min praksis oplever jeg specielt, at rollen som bonusmor med eller uden egne børn kan være vanskelig. Du kan have dine egne, og andre kan have deres forventninger til, hvad du som kvinde bør føle, yde og gøre i forhold til de ”nye” børn.

Du oplever måske svære tanker og følelser som ulyst, jalousi, magtesløshed, forvirring, vrede og en generel følelse af tristhed. Måske bebrejder du tillige dig selv disse tanker og følelser, hvilket måske fylder dig med skyld, skam og flovhed? Du skal vide, at dét du oplever, er helt normalt. Du er formentlig kommet til at gå for meget på kompromis med dig selv og dine værdier. Dine grænser er sandsynligvis blevet overskredet mere end én gang. Du oplever måske at skulle yde, give, være, udfylde, holde af, holde om, tage hensyn til, uden måske at føle, at du får særligt meget igen i form af taknemlighed, ros, anerkendelse, kontakt m.m. – trods din indsats.

Det er udfordrende som bonusmor at skulle yde uden afgørende indflydelse på de børn, du udfylder en rolle hos, fordi beslutningerne om børnene – både de store og små – er og bør være forældrenes, også selvom du er en del af ligningen, udfylder en rolle hos dem og i perioder tager del i ansvaret.

I samtale med mig omkring din rolle som bonusmor, kan du blandt meget andet få afklaring på alt det, der fylder i dig, samt finde frem til hvordan du ønsker at indgå i jeres sammenbragte familie. Indsigter, erkendelser og øget selvforståelse vil gøre dit overskud større. Jeg støtter og går gerne vejen sammen med dig. 

Det er desværre ikke ualmindeligt som bonusmor at blive ramt af stress og udbrændthed, specielt hvis du ikke har været opmærksom på, italesat eller vedstået dig egne grænser. Når en grænse er utydelig, uanset om det er din egen eller andres, kan du komme til at overskride den. Når vi får overskredet vores grænser, bliver vi vrede, kede af det, forvirrede, frustrerede og afmægtige.

Hjertesorg, jalousi og misundelse kan ramme dig – selvom du ikke er jaloux anlagt. Men din partner har en fortid, ligesom du har, og derfor oplever I blandt andet færre førstegangsoplevelser sammen – sådan er det, det kan du ikke ændre på. 

Barnets eventuelle jalousi overfor dig kan være grundet i loyalitetskonflikt og det, at du er konkurrent til fars tid, opmærksomhed og kærlighed. Hvilket også kan være ophav til dine følelser. 

Forsøg ikke at gøre din jalousi til et personligt problem, del dine tanker og følelser med din partner. Det vil hjælpe dig at være åben og ærlig. Fortæl ham, at du godt ved, at der er forskel på den kærlighed, han har til dig og hans kærlighed til sit barn. At du godt ved, at valget ikke står mellem dig og barnet – at du og barnet ikke er i konkurrence, selvom det føles sådan inde i dig nogle gange. Der er blot en “lille pige” inde i dig, som gerne vil elskes og tilbringe mest mulig tid sammen med ham.

Dr. Patricia Papernow, der er førende ekspert i relationerne i sammenbragte familier, taler om 5 livsvilkår, som gør sig gældende i sammenbragte familier. Vilkår som ikke forsvinder og som kræver indsats, samarbejde samt anderledes forventninger til os selv og hinanden som par i en sammenbragt familie.

De 5 livsvilkår er ifølge Dr. Patricia Papernow

  1. Forældre føler sig klemt mellem deres børn og deres partners behov. Bonusforældre og børn kan føle sig udenfor, jaloux, underprioriteret og oversete.
  2. Børn kæmper med tab, loyalitetsbånd og mange forandringer.
  3. Forældreopgaver og børneopdragelse deler og splitter de voksne.
  4. Sammenbragte familier skaber en ny familiekultur – mens de respekterer de allerede eksisterende familiekulturer. 
  5. Ekspartner er en del af den sammenbragte familie.

At være bonusmor kan være en følelsesmæssig affære og ovenstående vilkår, kan du ikke lave om på. Det er vigtigt, at du forholder dig til, at der er ting, du ikke kan ændre og at andre indimellem sætter dagsordenen i dit liv. Hvis du hele tiden ærgrer dig over de vilkår, der er dine, bliver det sværere at være bonusmor. Så accept af vilkårene er betingelser – selvom det for dig betyder kontroltab, følelsesmæssig forvirring, erkendelser og kompromiser.

Men selvfølgelig er det i orden at sige fra og markere dine grænser, hvis og når du mærker, at du har brug for det.

I sådanne situationer så udtryk dine behov, tanker og følelser. Men bliv ovre i dig selv og undgå at bebrejde din partner. 

Måske bliver din partners lille Ib ved med at lege og hænge i gardinerne, trods du flere gange har sagt, “Jeg vil ikke have, at du hænger i gardinerne lille Ib, for så kan de gå i stykker”. Din partner reagerer ikke på lille Ibs adfærd og det går dig voldsomt på. 

Så kunne du sige til din partner: “Jeg kan mærke, at når lille Ib gør, som han gør, og du ikke blander dig og skrider til handling, så sker der noget inde i mig – jeg kan mærke, at jeg bliver ked af det og irriteret på både dig og på lille Ib, for jeg har lært, at sådan opfører man sig ikke. Jeg føler, jeg står alene her. Det overrasker og undrer mig, at du ikke reagerer på den adfærd, lille Ib bliver ved med at udvise her”.

Altså i stedet for at skælde ud og gøre dig klog på din partners vegne – undrer du dig! Måske i dette eksempel over at han ikke tager ansvar for opdragelsen af lille Ib!

Når vi undrer os over hinandens gøren og laden, så er det nemmere at bevare en konstruktiv dialog – hvor vi med nysgerrighed frem for frustration og vrede kan åbne en samtale op. Det handler ikke om at dømme, vinde eller tabe, men blot om at have forskellige perspektiver og/eller bevæggrunde.

Når du undrer dig, er der større sandsynlighed for, at din partner også vover at åbne op for, hvorfor han ikke får sat grænser overfor lille Ib eller får øje på, at Ib måske har brug for opmærksomhed, stimulation eller omsorg.

Måske din partners manglende reaktion hænger sammen med, at han ikke ser Ib så tit, måske er han bange for at miste lille Ibs kærlighed eller at han ikke har lyst til at komme næste weekend. Måske spekulerer han på, hvad lille Ib siger til mor, når han kommer hjem til hende. Din partner kan have mange bevæggrunde. 

(Men I har selvfølgelig brug for fælles fodslag og strategier her, det kommer der hjælp til længere nede i artiklen)

Samtalen mellem jer som voksne er vigtig – anerkendelse af hinandens følelser og bevæggrund. Men husk altid at få sat barnet “forrest i bussen” – spørg jer selv, hvorfor gør lille Ib det, han gør og hvordan hjælper vi ham her. Fokusér på selve løsningen på konflikten frem for på selve konflikten. 

Forældrene bærer altid ansvaret

Opdragelse eller mangel på sammen er tit til diskussion i den sammenbragte familie. Det er og bør være forældrene, der står for opdragelsen af deres egne børn. Det er ikke dit barn og dermed ikke dit ansvar. Så er der store uenigheder omkring, hvordan barnet bliver opdraget, så vil jeg opfordre jer til at lave nogle retningslinjer og regler, som I kan navigere fra.

Tal med hinanden om

Hvad har værdi og betydning for jer hver især, når I er sammen med jeres børn? Hvordan prioriterer I jeres tid i familien, på arbejde og fritid? Hvordan vægter I jer selv og venner? Hvor vigtig er tillid og tryghed i jeres familie? Er taknemmelighed, respekt, renlighed, motion eller humor vigtig for jer hver især?

Tal også om jeres værdier, og hvad der er vigtigt for jer i forhold til jeres parforhold, partner, børn, opdragelse, grænser, regler/normer, læring, udvikling, kommunikationen, telefon- og skærmtid, fritid, fællesskab, alenetid, familie, ferie, arbejde, rengøring m.m.

Når I har klarlagt egne værdier og fælles værdier samt talt ind i jeres forventninger til jer selv og jeres sammenbragte familie, så er I i gang med at forebygge og nedtrappe konflikter. Det vil styrke jeres tillid til hinanden og forholdet, når I ved, hvad I kan forvente af jer selv og af hinanden og I kan nu tage stilling til, hvilken familie I er, hvordan I vil skabe jeres familie og hvordan I ønsker at leve sammen.

Konflikter er uundgåeligt

Der er konflikter i alle familier uanset familiekonstellationen. Som tidligere nævnt fokusér på løsninger på konflikten frem for selve konflikten. Det er vigtigt, at du som bonusmor er god til at respektere forskelligheder. Der er SÅ meget, som du ikke er herre over i jeres sammenbragte familie, hvorfor du heller ikke kan holde styr på alt. Så slip kontrollen og giv plads til at ting kan gøres forskelligt, at nogen oplever og ser verden anderledes, end du gør.

Syndebuk

Endelig kan du som bonusmor blive en ufrivillig syndebuk for barnets og/eller barnets mors frustrationer. Det kan også være, at du oplever dig ignoreret – simpelthen taget helt ud af ligningen trods alt det, du byder ind med i forhold til barnet. Tag det endelig ikke personligt. Det handler nemlig ikke om dig, men om den rolle, du spiller i deres liv.

Konkretiserer den bonusmor du gerne vil være.

Tal med din partner om din rolle som bonusmor. Hvilken rolle du vil, må og kan spille i barnets liv. Hvad du gerne vil bidrage med og hvad du ikke vil bistå med i forhold til barnet. Hvis du er udfordret lige nu, er der måske nogle forventninger til din rolle, som du ikke kan og ikke skal påtage dig. Det kan være svært og følsomt at snakke med hinanden om, men det er nødvendigt, hvis jeres sammenbragte familie skal fungere og alle skal have det godt.

I en sammenbragt familie er der for begge parter mulighed for personlig udvikling og vækst. Kontroltab, kompromisernes kunst, ”pytknappen” er en del af livet i en sammenbragt familie, sådan er det!

Kærligst Anne Mette Mylin Hansen